Erhverv på Friland

Virksomheder på Friland

Friland bygger på en række principper, bland andet et mål om at skabe gunstige rammer for selvstændige virksomheder og hjemmearbejdspladser.

Det er hensigten, at mindst én person i hver husstand i Andelsforeningen Friland har selvstændig virksomhed eller hjemmearbejdsplads. Det danner grundlag for et levende landsbymiljø, hvor mange voksne er hjemme i dagtimerne og man kan tage en sluder med naboen, hvis man trænger til lidt sparing.

Målet om gældfrihed og mulighederne for at bosætte sig med lave økonomiske omkostninger giver gode muligheder for at give sig i kast med drømmen om et arbejdsliv, der måske ikke giver en stabil økonomisk indkomst fra første færd.

Virksomhederne på Friland spænder meget bredt og rummer blandt andet catering, IT, alternativ behandling, musikere, havedesign og bæredygtigt byggeri mv.

De selvstændige virksomheder på Friland styrker lokalmiljøet, bringer liv til landdistriktet og minimere transport til arbejde.

 

Friland Erhverv

En del af Friland er udlagt til erhvervsområde – Friland Erhverv – i daglig tale kaldet FE’en. Området ligger som nabo til Andelsforeningen Friland og er en selvejende institution. På FE’en kan virksomheder, også firmaer drevet af personer, der ikke har bopæl på Friland, slå sig ned, blot de lever op til vores principper om at udvikle og varetage bæredygtig levevis.

Friland Erhverv blev i sin tid oprettet for at give bæredygtige erhverv, som har brug for plads, gode opstartsmuligheder. Der er stadig én ledig grund på Friland Erhverv.

Frilands fælleshus Ravnen og Frilandshaven er en del af Friland Erhverv. Læs mere om Ravnen her, og hvis du vil vide mere om Frilandshaven kan du klikke her.

Friland Erhvervs bestyrelse kan kontaktes på fe(at)friland.org og deres intranet findes her.