Stinna, Kent og Dina, Friland 16

Stinna og Kent er begge biologer. Stinna er lige færdig med studiet. Kent er færdiguddannet og arbejder med undervisning og forskning. At det er mennesker med interesse for- og kærlighed til naturen, kan man blandt andet se på det dekorative hegn, der samtidig er insekthotel for bladskærerbier.

Bag biernes bolig bor Stinna og Kent i skurvogn og pavillon, men længere inde på grunden er det kommende hus ved at tage form. Det bliver et toetagers halmhus med levende tag og en masseovn forsynet med røgvasker. Røgkanaler i væggene vil bidrage til varmen, og et dobbelt vandsystem vil bidrage til genbrug af regnvand og et lavt forbrug af rent drikkevand. Den grønne mad fra havens drivhus (en polytunnel) kan opbevares i et koldrum, og på sigt håber Stinna og Kent, at de klarer elforsyningen gennem sol og batterier.
Halmvæggene skal komme fra Steen Møllers halmelementfabrik på Friland Erhverv (FE’en).

Haven vil blive en mosaik af jordtyper lige fra udpint tør overdrevsjord til frodig permakulturhave. Dette for at give plads til så mange arter af planter og dyr som muligt.

”Da jeg første gang kom til Friland, fandt jeg ud af, at dette sted var det sted, jeg altid havde længtes efter,” fortæller Stinna, der før købet af jordlodden i 2009 boede forskellige steder på Friland i skurvogn.
”At bo her er en måde at være politisk på – at tage sagen i egen hånd. Her er kontakt til naturen og jorden, og på en måde vil jeg sige, at jeg har genvundet min forundring over livet her.”

Kent siger, at det at nedsætte sine materielle behov og muligheden for at styrke sin biologiske faglighed ved at lave små ringe i vandet til gavn for dyr og planter er blandt motiverne for et liv på Friland.

”Jeg havde egentlig aldrig troet, at jeg skulle bygge et hus. Men Lars fra nummer 12B sagde, at det skulle jeg da. Vi er vokset op sammen på Læsø, og allerede dengang aftalte vi, at den som først slog sig blivende ned, skulle bestemme, hvor vi skulle bo. Og det gjorde Lars på Friland.”