Tonny Trifolikom, Friland 3

Gøgleren Tonny Trifolikoms telte, køretøjer og cirkusgrej finder man på Friland, hvor han lejer halvdelen af Ullas grund til sin virksomhed. Selv er han for nylig flyttet ind i nummer 3, hvor han har købt Jonna og Peters to små huse fra begyndelsen af Frilands historie.

Der er tale om et lille træhus til beboelse og et stenhus, opført af mursten fra Mariager Kloster. I de to huse er det lykkedes at skabe beboelse og atelier med en maksimal anvendelighed på meget lidt plads. Og ikke mindst er der puslet om haven, der har lille sø og smuk beplantning.

Tonny Trifolikom har mange års erfaring med gøgl, cirkus og undervisning og formidling, og disse erfaringer er ved at sætte spor på Friland:

”Jeg overvejer at sætte en yurt (mongolsk filttelt) op på grunden som en kultur-yurt, og jeg kunne også godt forestille mig, at der her på Friland kunne laves en form for minihøjskole. Jeg går også og sysler med en idé om at etablere et ‘bed og no breakfast’,” fortæller Tony.

Sammen med Tove, Friland 11, er Tonny involveret i udviklingsarbejde i Afrika, og Tonny satser på aktiviteter med international dimension.

Tonny flyttede til Friland efter nogle år i en ejendom i Trige, og for ham var det lidt som at komme hjem.

”Jeg har været en del af fællesskabet og kollektivmiljøet på Djursland i 20 år, og for mig er det godt at rykke tættere sammen igen. Her på Friland kan jeg godt lide de fire rammer: Jorden, luften, rummet og fællesskabet.