Jens Peter, Gaia og Jais, Friland 7

Jens Peters interesse for halmhuse begyndte, da han i fjernsynet så Steen Møller og Daimi bygge halmhus i Sdr. Felding. Siden researchede han videre på nettet, og var med på Friland fra etableringen i 2002.

I dag kan man på Friland 7 se et halmhus inspireret af vikingeskibenes skrog. Huset er opført som et omvendt vikingeskib. Der er et levende sukkulenttag, og under det finder man blandt andet hjemmekonstruerede øldåse-solfangere og et hus, der bestandig bliver udviklet og arbejdet på. Huset opvarmes af fleksovne, der sender varme rundt under gulvene, og mange halm- og lerteknikker er afprøvet i huset.

”Det er sjovt at bygge. Jeg elsker at lege med tingene, og for mig er det mere processen end resultatet, der er fokus på,” siger Jens Peter, der udover at være husbygger også er kunstner med fokus på ler og sten.

Før han blev frilænder, var Jens Peter forsker inden for landbrugsområdet, men mulighederne for økonomisk frihed og tid til børn og byggeri trak i ham.

”De lave leveomkostninger og friheden fra gæld til realkreditinstitutterne giver os plads til at leve ideerne ud her på Friland. Og så er det sociale eksperiment på Friland rigtig spændende at følge. Friland fungerer som en landsby med plads til at leve sine drømme ud.”

Jens Peter arbejder få dage om måneden som handicaphjælper, og han er i dag glad for at have sagt farvel til papirarbejdet i et bureaukratisk system. Det har givet plads og rum til at bygge og udvikle og for eksempel holde kurser i at slå med le.

”Jeg har fået en passion for at slå med le – at arbejde med håndredskaber gavner både miljøet og din sundhed,” mener Jens Peter, der godt kan forestille sig at arbejde med, hvad man kan kalde nyttig fitness.

”Romaskinen, der kløver brænde, eller motionscyklen, der samtidig klarer storvasken, er udfordringer, jeg gerne vil arbejde med.”

Jens Peter laver også kreative aktiviteter for børn. Han har selv tre store børn.

”At se dem og de mange nye børn vokse op på Friland er noget af det, der er værdifuldt her.”